Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Oktober 2006


Årets soap


Dette års mest fascinerende nye filmserie er lonelygirl15. En fascinerende afsøgning af grænserne mellem fiktion og virkelighed.

CulturCritik:

Serien lonelygirl15 vender op og ned på vaneforestillinger om, hvordan man laver moderne filmserier. Historien om, hvor svært det kan være at være teenagepige med forældre med en forældet moral, er absolut fortalt mange gange før. I lonelygirl15 brydes kendte formmønstre ved at lade historien fortælle mestendels som monolog.

Gennem foreløbig 35 afsnit - i varierende længder mellem 1-4 minutter - har hovedpersonen, den 16-årige Bree, fortalt os om sig selv, amerikansk teenageliv, kæresten Danielbeast og de moralsk fundamentalistiske forældre, især faderen. Serien placerer sig tæt op af den mere dokumentaristiske genre, videodagbogen, en del af blog-sfæren på nettet.

Bree taler lige ind i det fast placerede kamera, og taler om sit liv, sine oplevelser og sine overvejelser. Nogle få gange brydes monologen, når hun i korte frekvenser pludselig danser, ligger i sengen eller laver andet i baggrunden af det tilsyneladende isolerede pigeværelse. Enkelte optagelser er med hendes ven Daniel (også kaldet Danielbeast) og ganske få optagelser er udenfor pigeværelset, eksempelvis når Daniel prøver at lære Bree at køre bil, når han venter på hende i en nærliggende park, eller når han tager hende med ud og svømme i en sø.

Nettet giver liv

Plottet i serien er, at Bree, som i stærkt religiøse subkulturer, undervises og holdes hjemme af forældrene. Hendes eneste adgang til omverden er gennem computeren på pigeværelset. Og her har hun fundet adgang til at kommunikere med omverden. Forældrene har åbenbart ikke hørt advarslerne om unge mennesker, der møder andre gennem nettet, endsige om børnespærringer. Nettet er blevet hendes livline - og det som inspirerer hende til hemmelige udflugter, hvor hun reder sengen så det ser ud som om hun selv ligger og sover, mens hun i virkeligheden er til sit livs første fest.

Historien fortælles som en udviklingshistorie, hvor Bree modnes som teenager samtidig med at hun lærer mediet, webcam, at kende. Allerede fra den første debuterende fortælling har hun dog et lidt overraskende godt greb om videoredigeringsteknikken - og nok lidt for gode evner i at optræde foran kameraet. Bree slås hele tiden mellem den indadvendte, usikre og ensomme pige og samtidig pigen der kan lave overraskende mimik og sjov og livlig dans. Brees mange lag og mange roller er en væsentlig del af fascinationen og mystikken ved serien.

Hvad er virkeligheden?

lonelygirl15 bruger effektivt moderne kunstneriske kneb med at gøre os usikre på forholdet mellem kunst og virkelighed. Serien startede med at første afsnit blot blev lagt på nettet den 6. juni. Der blev lavet få anbefalinger og links, men nettets rygtedannelser gennem blogs og debatsider skabte interesse for den tilsyneladende private videodagbog. Serien bliver hurtigt et hit og blev samtidig diskuteret, også med kommentarer direkte til Bree. I visse tilfælde svarer hun på sådanne kommentarer i sin videodagbog - uden at man dog er helt sikker på om det er "rigtige" kommentarer eller kommentarer som er en del af historien. Diskussionen om hun er rigtig eller fake tager til på nettet og skaber større og større interesse for hendes videodagbog. På de mest sete af videoerne nærmer tælleren sig nu 1 million.

Lanceringen af lonelygirl15 falder - lidt heldigt - sammen med at websitet YouTube vokser ud af den rene net-subkultur og får avisomtale. Blandt eksemplerne i aviserne optræder lonelygirl15. Blandt andet engelske The Times falder for fænomenet, interviewer Bree og sammenholder hendes ensomhed og brug af nettet med udsagn fra seriøse teenageforskere.

Diskussionerne om, hvem Bree i virkeligheden er, fortsætter intensivt, indtil midt i september, hvor de "sande" historier dukker op om skuespillernes navne, instruktørerne, casting osv. Undervejs har der også været plads til forslag om at lonelygirl15 skulle være viral markedsføring, uden at nogen dog har vidst hvad det skulle være markedsføring for. Nogle har foreslået at det skulle være markedsføring for en planlagt film. Nogle siger, at der nu kommer en "rigtig" film om Bree.

Det lykkes således for skaberne af lonelygirl15 at tale med mange tunger og skabe reel usikkerhed om grænserne mellem fiktion og virkelighed. Og i kombinationen af videodagbog, medier og netdebat er det eneste sikre, at være kildekritisk til alt. Forbavsende mange debattører er følelsesmæssigt hidsige over lonelygirl15's forræderi, at det blot er skuespil. Stol hverken på Bree, hendes kritikere (som måske er en del af plottet), hendes fans eller "seriøs" medieomtale.

lonelygirl15 kan ses på verdens største filmkanal, webkanalen YouTube. Der er ganske omfattende kildemateriale om lonelygirl15, en simpel Google-søgning giver eksempelvis 3,6 millioner svar. Til sammenligning giver den hyppigt sammenlignede Blair Witch 4,3 millioner Google-svar (efter 7 år på banen).

Nettets omfattende leksikon Wikipedia har et glimrende opslag om lonelygirl15. Wikipedias omtale af lonelygirl15 er på 4.385 ord, til sammenligning bruger Wikipedia-redaktionen 2.770 ord på Anders Fogh Rasmussen og 5.721 ord på Danmark.

lonelygirl15 er uden tvivl den mest overraskende filmsucces i 2006 - og sandsynligvis også den mest banebrydende nye filmserie.

Søndag Aften 10/2006

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.